Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering

for

Bindslev Fjernvarme a.m.b.a.


T1

Gyldighedsområde
T.1.1.

 

 

  Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering fra Bindslev Fjernvarme a.m.b.a. i det følgende benævnt selskabet, er gældende for installation, drift og vedligeholdelse af varmeinstallationer samt projektering, udførelse og ændring af varmeinstallationer ved tilslutning til selskabets ledningsnet.
 
T.1.2.

 

  Den retlige regulering mellem selskabet og forbrugeren er fastlagt dels gennem selskabets til enhver tid gældende vedtægter, dels gennem foranstående ”Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering” samt  nærværende ”Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering”.
 
T.1,3.
 
  Installatøren er den person, der i henhold til bestemmelserne i pkt. T.5.1. er berettiget til at udføre arbejder på en ejendoms varmeinstallation.
 
T2
Etablering af fjernvarmetilslutning
T.2.1.

 

  Anmodning om en ejendoms tilslutning til fjernvarmeforsyning fremsendes skriftligt til selskabet af ejeren/ejerne af ejendommen med oplysninger om ejendommens størrelse/varmebehov.
 
T.2.2.

 

 

 

  Det ledningsnet, der etableres fra hovedledningen/fordelingsledningen til ejendommens hovedhaner, benævnes i det følgende kun som ”stikledningen”. Der etableres normalt kun en stikledning pr ejendom.

Der kan når særlige forhold taler derfor, træffes særskilt aftale om etablering af mere end en stikledning og betaling herfor.
 

T.2.3.

 

  Ved nybygninger placeres stikledningen efter nærværende ”Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering”.

For eksisterende ejendomme træffes aftale mellem grundejeren eller dennes bemyndigede og selskabets repræsentant.

 
T3
Drift og vedligeholdelse af varmeinstallationen
T.3.1.

 

 

 

  Varmeenergien leveres som cirkulerende varmt vand (fjernvarmevand) med en fremløbstemperatur, der af selskabet reguleres efter  klimatiske forhold (udetemperatur og vindstyrke), varierende mellem 50oC og 100oC i hoved- og fordelingsnettet.

Fremløbstemperaturen i en ejendom kan være lavere end ovennævnte temperaturer, når vandgennemstrømningen i stikledningen er relativ lille.
 
T.3.2.

 

 

 

  Fjernvarmevandet skal afkøles mest muligt og mindst således, at gennemsnits-returtemperaturen over et forbrugsår ikke er større end 33 oC.

Ved energimåling er selskabet berettiget til at opkræve betaling for sine ekstraomkostninger, såfremt disse temperaturforhold ikke opfyldes, jfr.  de til enhver tid gældende tarif, pkt. A.4.3., ”Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering”.
 

T.3.3.

 

 

  Selskabet har pligt til at levere den varmeeffekt og fremløbstemperatur, der er abonneret på, jfr. pkt. T.2.1. og T.3.1., med et differenstryk målt under drift ved hovedhanerne på mindst 0,4 bar. Det er en forudsætning, at selskabets forskrift for minimumsafkøling er overholdt. Trykket i fremløbsledningen ved hovedhanen vil maksimalt være 6,5 bar.
 
T.3.4.

 

  Ejendommens varmeinstallation skal dimensioneres i henhold til de af selskabet fastsatte krav, jfr. T.8.1.
 
T.3.5.

 

 

  Vedligeholdelse af hovedhaner udføres af selskabets personale.

I tilfælde af brand, rørbrud eller lignende skal begge hovedhaner lukkes, og aftapningshanerne på varmeinstallationen skal åbnes. Hovedhanerne skal enten være helt åbne eller helt lukkede.
 

T.3.6.   Ved reparation og vedligeholdelse af ejendommen varmeinstallation må aftapning af selskabets fjernvarmevand kun foretages af installatøren efter aftale med selskabet.
 
T.3.7.

 

  Driftsforstyrrelsen i ejendommen varmeinstallation, foranlediget af aflukninger i hovedledningsnettet, afhjælpes af selskabet ved henvendelse til dette.

Driftsforstyrrelser i ejendommens varmeinstallation i øvrigt afhjælpes af forbrugerens installatør for forbrugerens regning.

 
T4
Måling af fjernvarmeforbrug
T.4.1.

 

  Selskabet leverer det for afregning mellem forbrugeren og selskabet nødvendige måleudstyr og bestemmer målernes antal, størrelse, type og placering.
 
T.4.2.

 

  Måleudstyret ejes og vedligeholdes af selskabet og udskiftes efter nærmere af selskabet fastsatte regler.
 
T.4.3.

 

 

  Måleudstyret og dettes placering må ikke ændres uden selskabet godkendelse. De ved målere og ventiler anbragte plomber må kun brydes af selskabets personale eller af selskabet dertil bemyndigede personer.

Foretages der indgreb mod måler eller plombe, annulleres målingen, og selskabet beregner forbruget.
 

T.4.4.

 

  Selskabet har ret til at flytte måleudstyret, hvis det anses for nødvendigt. Omkostningerne ved flytningen afholdes af selskabet.
 
T.4.5.

 

 

 

 

 

  Selskabet er til enhver tid berettiget til for egen regning at udføre afprøvning af målere.

Forbrugeren kan ved skriftlig henvendelse og mod betaling til selskabet forlange at få målere afprøvet. Hvis de ved afprøvningen konstaterede målefejl er større end de nedenfor fastsatte grænser, afholdes samtlige omkostninger i forbindelse med målerafprøvningen selskabet.

Målere anses for at vise rigtigt, når disse ved afprøvning i en (autoriseret/godkendt) prøvestand har en relativ målefejl, som er mindre end eller lig med de i Dansk Standard nr. 2340 for varmenergimålere, klasse 4, maksimalt tilladelige målefejl.

 
T5
Udførelse og installationarbejde (autorisation)
T.5.1.

 

  Til enhver udførelse af arbejder på en ejendoms varmeinstallation skal anvendes firmaer med autorisation som VVS-installatør i henhold til lov nr. 250 af 8. juni 1978.
 
T.5.2.

 

 

 

  Varmeinstallationer, der tilsluttes selskabet, skal udføres i overensstemmelse med de til enhver tid gældende love, bekendtgørelser, normer og standarder samt de krav, der er indeholdt i selskabets almindelige og tekniske bestemmelser, jfr. T.8.2.

Er installationen ikke udført i overensstemmelse med ovenstående, kan selskabet kræve de pågældende installationer ændret. Sker dette ikke, er selskabet berettiget til at nægte installationerne tilsluttet.
 

T.5.3.

 

  Såfremt der på forbrugerens foranledning installeres komponenter, hvis korrekte funktion kræver særlige tryk- eller temperaturforhold afvigende fra selskabets normale driftsbestemmelser (se afsnit T.3.) er selskabet ikke forpligtet til at ændre driftstilstande og er ej heller ansvarlig for sådanne komponenters rette funktion.
 
T6
Etablering af stikledning og hovedhaner
T.6.1.

 

  Etablering af stikledning og hovedhaner sker i henhold til nærværende bestemmelser, jfr. foranstående afsnit T.2. samt ”Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering”.
 
T8
Projektering og udførelse af varmeinstallationer
T.8.1.

 

 

 

 

 

  Dimensioneringsgrundlag

Varmeinstallationer skal dimensioners i henhold til det til enhver tid gældende bygningsreglement og bygningsreglement for småhuse samt selskabets eventuelle særlige krav. De dimensionsgivende tekniske data fremgår af nærværende bestemmelser afsnit T.3.1., T.3.2., T.3.3. Som dimensioneringsgrundlag for varmeinstallationer kan regnes med en fremløbstemperatur i hovedledningen på 70 oC.
Installationen for varmtvandstilberedning samt specielle anlæg, jfr. T.11.1. skal dimensioneres efter ovenstående bestemmelser, dog efter selskabets minimumsfremløbstemperatur i hovedgadeledningsnettet i sommerperioden 60 oC, jfr. afsnit T.3.1.
 

T.8.2.

 

 

  Projektering og udførelse

Enhver ny installation eller ændring af en eksisterende installation skal projekteres og udføres i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning. På udgivningstidspunktet er følgende bestemmelser bl.a. gældende på området:
 

    - nærværende ”Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering”
    - Bygningsreglement
    - Dansk Ingeniørforenings ”Regler for beregning af bygningers varmetab”
    - Dansk Ingeniørforenings ”Almindelige betingelser for udførelse af varmeanlæg"
    - Dansk Ingeniørforenings ”Norm for vandinstallationer"
    - Dansk Ingeniørforenings ”Norm for termisk isolering af tekniske installationer"
    - Arbejdstilsynets ”Forskrifter for fyrede varmtvandsanlæg” og ”Forskrifter for ufyrede varmtvandsanlæg"
 
T9
Tilslutningsarrangement
T.9.1.

 

  Det projekterede tilslutningsarrangement, som forbinder fjernvarmeforsyningens stikledning med forbrugerens varmeinstallation, fremsendes til udtalelse i selskabet forinden udførelse. Tilslutningsarrangementet bør, så vidt det er muligt, anbringes i rum med gulvafløb.
 
T.9.2.

 

  Selskabet anviser i hvert enkelt tilfælde hvilken type tilslutnings- og varmeinstallation, der tillades anvendt. Afvigelser fra disse vil kun undtagelsesvis kunne accepteres af selskabet, og kun såfremt særlige forhold taler herfor.
 
T10
Interne rørledninger
T.10.1.

 

  Interne rørledninger i jord mellem bygninger skal ved direkte tilslutning (uden varmeveksler) udføres efter selskabets anvisninger og med samme krav til selskabets hoved- og stikledninger.
 
T.10.2.

 

  Rørledninger skal monteres på en sådan måde, at der er mulighed for ekspansion, udluftning og aftapning i fornødent omfang.

Aftapninger skal forsynes med prop eller slutmuffe.

 
T11
Specielle anlæg
T.11.1.

 

  Tilslutning til selskabet kan af specielle anlæg, f.eks. svømmebade, procesvarmeanlæg, gartnerier samt virksomheder med et meget stort behov for varmt brugsvand og/eller ventilation, skal i hvert enkelt tilfælde aftales nærmere med selskabet.
 
T12
Isolering
T.12.1.

 

  I henhold til Bygningsreglementet skal varmeinstallationer, herunder rørledninger og beholdere isoleres mod varmetab efter ”Dansk Ingeniørforenings norm for termisk isolering af tekniske installationer".
 
T13
Trykprøvning og igangsættelse
T.13.1.

 

 

  Enhver nytilslutning eller udvidelse af en varmeinstallation, der tilsluttes direkte, skal af installatøren trykprøves inden tilslutningen til selskabet.

Rørledninger må ikke isoleres, indmures eller på anden måde tildækkes, før trykprøve er foretaget.
 

T.13.2.

 

 

  Selskabets ledningsnet er udlagt som et 6,5 bar anlæg. Prøvetrykket skal, hvor der er direkte tilslutning, generelt være mindst 1,5 gange dette tryk, og i øvrigt i overensstemmelse med Arbejdstilsynets til enhver tid gældende forskrifter herom.
 
T.13.3.
 
  Ved trykprøve skal energimåler være monteret.
 
T.13.4.

 

 

 

  Selskabet skal varsles i god tid inden en trykprøvning, og er berettiget til at lade en repræsentant for selskabet overvære denne. Såfremt denne i forbindelse med trykprøven bliver bekendt med fejl og mangler i øvrigt ved varmeinstallationen, er repræsentanten berettiget til at påtale disse. Med selskabets overværelse af trykprøve påtager selskabets sig i øvrigt intet ansvar for varmeinstallationen.

Ejendommens tilslutning til selskabet er betinget af, at påtalte fejl og mangler er udbedret.
 

T.13.5.

 

 

  Inden idriftsættelse eller efter reparationsarbejder på en varmeinstallation skal denne grundigt udskylles med vandværksvand, som derefter aftappes.

Påfyldning og idriftsættelse at varmeinstallationen skal ske med fjernvarmevand gennem fremløbsledningen.
 

T.13.6.

 

 

  Det påhviler installatøren at sørge for en omhyggelig indregulering af varmeinstallationen, således at optimal afkøling af fjernvarmevandet opnås, og at instruere forbrugeren i varmeinstallationens drift.

Ligeledes påhviler det installatøren at sørge for, at forbrugeren modtager en skriftlig brugervejledning. Vejledningen skal indeholde nødvendige tegninger og anvisninger om energiøkonomisk drift og vedligeholdelse.

 
T14
Ikrafttræden og ændring af bestemmelserne

T.14.1.

 

 

 

 

 

 

 
Nærværende ”Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering” er vedtaget af selskabets bestyrelse.

Bindslev den 3. august 2010

Evald E. Jensen, formand
Henning Jensen, næstformand
Børge Jensen
Jørgen Jensen
Arne Pedersen

Peter Mikkelsen, varmemester

Og anmeldes i foreliggende udgave til gas- varmeprisudvalget.
 

T.14.2.
 
  Selskabets bestyrelse er til enhver tid berettiget til at foretage ændringer i bestemmelserne.